Aktiviteter

Limfjordsmuseet

Oplevelser for store og små

Limfjordsmuseet har et væld af oplevelser for hele familien. På Limfjordsmuseet lokker det store rørebassin alle børn og barnlige sjæle til at klappe en fladfisk eller kæle for en krabbe.
Udenfor kan børnene boltre sig på den store legeplads, mens forældrene nyder livet i de skønne liggestole. Også ved vandkanten er der oplevelser at hente for børnene. Fiskenettene, som kan lånes på Limfjordsmuseet, er oplagte redskaber til at udforske det forunderlige liv i Limfjorden, såsom rejer, krabber og søstjerner. I oplevelsescentret er der en ny, stor udstilling, som i 2009 blev nomineret til den danske museumspris.

Lærende leg

På Limfjordsmuseet kan poderne lege, og de opdager ikke engang, at det er læring, der foregår. Museets naturformidler står klar til at lære fra sig om blandt andet forskellen på drenge- og pige-krabber og søstjernens livret. Også dissektion er en stor del af naturformidlingen. Børn og andre interesserede kan få et fantastisk indblik i fiskenes indre anatomi og på den måde blive introduceret for den generelle biologi.

Sejlende museumsgenstande

Museet råder over 11 historiske sejlende fartøjer - lige fra sjægten Nørgaard P. fra 1920 til motorjollen Inga fra 1951 og "Pennalhuset" Nora, der er en fiskekutter fra 1937. De sejlende museumsskibe ligger i Frederik den VII's Kanal foran museet og ved særlige lejligheder, kan man komme med dem ud og sejle. Der er dog altid mulighed for at komme ud at sejle, når man besøger museet. Når entreen er betalt, kan man gratis låne de flotte robåde.


Kanalfogedboligen 

På det smalle stykke land mellem Limfjorden og Frederik den VII's Kanal ligger den gamle kanalfogedbolig fra 1863. Her boede kanalfogeden, der var den daglige leder ved kanalen. I dag huser bygningen Limfjordsmuseet, der er et statsanerkendt museum med fokus på Limfjordens historie. Til museet hører det Maritime Oplevelsescenter og det historiske bådebyggeri.

Oplevelsescentret

I museets flotte akvarier kan man se, hvordan fjorden har ændret sig gennem tiden. Hvilke fisk levede der i brakvandsfjorden før 1825, og hvad skete der, da Vesterhavet brød ind i fjorden ved Agger. Den permanente udstilling i Oplevelsescentret har fokus på søfart og fiskeri, men omhandler også færgefart, strandjagt, stormfloder og bådebygning.

Fra fjord til bord

I oplevelsescentret finder man den maritime restaurant Kanalfogedens Køkken, som serverer det bedste fra fjorden og har fokus på gode nordjyske råvarer. Så et besøg på museet giver mulighed for at kombinere kultur og gastronomi.

Se mere om Limfjordsmuseets aktiviteter og åbningstider på: www.limfjordsmuseet.dk

Se mere om Kanalfogedens Køkken på: www.kanalfogeden.dk

Share

Kontakt os...

Muslingebyen
Kanalvejen 40
9670 Løgstør
+45 98 67 18 05 

Løgstør Handelsstandsforening - klik her:

Medlemmer & Bestyrelse                                                               

Smag på Løgstør folder

Smag på Løgstør 2017104x145